DE
STUDE-
RENDE


ÅRSBERETNING

 2023/2024

DDD er med fra begyndelsen


Med et medlemskab af DDD får de studerende en lang række fordele og muligheder

Som en fast tradition byder DDDs formand alle de nye veterinærstuderende velkommen på Frederiksberg Campus. I samarbejde med PJD får 1.-årsstuderende, der melder sig ind i VeterinærMedicinsk Forening (VMF), en kittel og dissektionssæt i velkomstgave.


Denne varme velkomst og opbakning er ikke kun forbeholdt de studerende i København. Den nye dyrlægeuddannelse på AU Viborg, som i år fik luft under vingerne med studiestart den 21. august, giver også de første 32 studerende en særlig start på deres faglige rejse. Den nye uddannelse markerer en milepæl for vores fag og er en fantastisk mulighed for at styrke både studie- og forskningsmiljøet i Danmark.


For DDD er det afgørende at sikre, at disse nye dyrlæger integreres i vores faglige fællesskab. Vi har allerede et stærkt samarbejde med Københavns Universitet, men har også taget vigtige skridt i etableringen af et lige så stærkt samarbejde med Aarhus Universitet. Her har vi – gennem direkte involvering i udviklingen af det nye curriculum – været med til at sikre, at al basisviden gives på universitetet, herunder al undervisning i undersøgelse af raske dyr, og at studerende først skal ud i praksis på kandidatdelen.


Desuden har vi fokuseret på at etablere kontakt mellem VMF og Anivet, så VMF kan dele ud af sin viden og erfaringer med at skabe et godt studiemiljø og sikre de studerendes trivsel. At begynde på en ny uddannelse uden traditioner og veletableret studiemiljø kan være udfordrende, og vi er stolte af den seriøsitet og arbejdsmoral, som VMF har tilgået samarbejdet med.


Ønsket om at sikre de kommende studerendes studieliv og -oplevelse er også en af mange grunde til, at DDD spiller en aktiv rolle i at byde dem velkommen. Vi ønsker at sikre, at hver enkelt studerende føler sig værdsat og set som en vigtig del af vores faglige fællesskab, og vi følger op med tilbud om støtte og vejledning i løbet af efteråret, så de nye studerende kan føle sig trygge og inkluderet i deres uddannelsesforløb.


Nej tak til SU-nedskæringer


DDD har ligeledes støttet VMF i form af udarbejdelsen af et opråb i forbindelse med nedskæringer af SU’en.


Dyrlægestudiet varer 5,5 år og har et intensivt undervisningsskema med mange fremmødetimer, hvilket gør det svært for studerende at arbejde ved siden af. Afskaffelsen af det sjette SU-år, som SU-reformen lægger op til, vil tvinge flere studerende til at prioritere indtjening over undervisning, hvilket kan reducere deres læring og progression.


Reformen rammer især studerende optaget via kvote 2, som ofte har en bredere baggrund og tidligere uddannelser bag sig. Det kan føre til færre studerende med forskellige baggrunde og dermed mindske diversiteten på studiet. Desuden kan reformen øge stress og mistrivsel blandt studerende, hvilket kan resultere i højere frafald og færre uddannede dyrlæger. VMF opfordrer derfor regeringen til at genoverveje reformen for at sikre et sundt og bæredygtigt studiemiljø.

Det første job


Flere studerende har benyttet sig af DDDs konsulenter, der står klar til at give rådgivning om løn- og ansættelsesvilkår, når de står over for at skulle ansættes i et studierelevant job. Det kan eksempelvis være rådgivning om løn, opsigelse, ferieregler og indgåelse af en ansættelseskontrakt. De studerende kan også få hjælp til CV og ansøgning, når de skal ansættes i deres første job som kandidat.

Et andet populært tilbud fra DDD er den kollektive ulykkesforsikring samt muligheden for yderligere fordelagtige forsikringsordninger, som studerende kan tegne, hvis de er medlemmer af VMF.


Helt Praktisk


DDDs støtte til de studerende rummer en bred vifte af subsidier og konkrete tilbud. Som et nyt tiltag lancerede DDD i efteråret møderækken ”Helt Praktisk”, der er tænkt som en hjælp til de studerende med at gå både studietid og første job i møde.

Møderne holdes i DDDs lokaler på Frederiksberg Campus, hvor emnerne for møderne blandt andet har været:

  • Helt praktisk – om at starte egen dyrlægevirksomhed
  • Helt praktisk – om jobsamtalen, løn og ansættelseskontrakt
  • Helt praktisk – sådan bruger du dine dyrlægekompetencer

Møderækken er blevet godt modtaget af de studerende og fortsætter i efteråret.


DDDs støtte til de studerende


DDD prioriterer at støtte de studerende på en lang række områder – både direkte og indirekte. DDDs støtte inkluderer blandt andet:



  • Økonomisk støtte til udgivelse af Kanylen
  • Velkomstgaver til 1.-årsstuderende i form af kittel og dissektionssæt
  • DDD producerer og uddeler kittelkort (familiedyr, produktionsdyr, hest)
  • Fagligt og fagpolisk arbejde for at sikre et godt studiemiljø
  • Årlig støtte til VMFs rejsefond IVSA
  • Håndtering af VMFs medlemssystem
  • Rådgivning om løn og ansættelsesforhold i studiejobs.


Derudover holder DDD hvert år Snart kandidatdag og Differentieringsmøde for veterinærstuderende. DDD deltager også på VMFs Inputmesse, der giver virksomheder og studerende en god mulighed for at komme i kontakt med hinanden, ligesom vi hvert år støtter op om Smediefesten og deltager med en stand.


Share by: