NY
TRANSPORT-
FOR-
ORDNING


ÅRSBERETNING

 2023/2024

Ny forordning sikrer mere harmoni i håndhævelsen


DDDs ad hoc-gruppe for transport fortsætter med at presse på for at skabe rimelige vilkår for de mange dyr, der hver dag fragtes over korte eller lange afstande.

DDDs holdning til transport af dyr er overordnet, at levende dyr skal transporteres så lidt som muligt og under de bedst mulige forhold. DDD anerkender dog, at der er et omfattende behov for transport af produktionsdyr både indenlands og over grænserne.


Læs også: DDDs holdninger til transport af dyr


DDDs ad hoc-gruppe for transport blev første gang nedsat af hovedbestyrelsen (HB) i august 2021. I januar 2024 besluttede HB, at arbejdet i ad hoc-gruppen skulle fortsætte på grund af det ventede udspil fra EU-Kommissionen til en ny transportforordning. 


Gruppens formål er fortsat at belyse emnet og iværksætte initiativer, som kan lede til bedre velfærd for levende dyr under transport. Herunder, at:


  • Sikre øget politisk fokus på velfærd under transport af dyr
  • Sikre, at der bliver prioriteret midler til forskning i velfærd under transport
  • Give input til bedre validering og kontrol med særligt lange transporter af levende dyr, herunder også til tredjelande
  • Sikre, at transport af kæledyr/ eksotiske dyr foregår på en forsvarlig måde
  • Give input til tydeligere definitioner af kommerciel vs. privat indførsel af dyr, herunder forslag til ændring af regler om transport af dyr (blandt andet transportforordningen). 

Gruppen består af en sammensætning af dyrlæger med forskellig baggrund, herunder specialisering inden for dyrearter, ansættelse i henholdsvis det private og staten, samt medlemmer af bestyrelser under DDD. 


EU-Kommissionens forslag til ny transportforordning 


I december 2023 blev EU-Kommissionens forslag til en ny forordning med det formål at forbedre dyrevelfærd under transport sendt i høring. Forslaget skal styrke de nuværende betingelser for dyretransport baseret på de seneste videnskabelige og teknologiske fremskridt. Det overordnede mål er højere dyrevelfærd samt at harmonisere og forbedre håndhævelsen af reglerne på tværs af EU. 


Læs også: Kommissionens udspil til bedre regler for transport af dyr


EU kommissionen forventer, at forslaget vil resultere i kortere transporttider, bedre pladsforhold for dyrene, mere specifikke betingelser for forskellige arter, bedre forhold for sårbare dyr, øgede krav til skibstransport af dyr og strengere krav til eksport af dyr til tredjelande. Derudover er der fokus på krav til temperaturregulering under transport samt på at indføre krav til transport af hunde, katte og akvatiske dyr. 


Kort opsummeret er punkterne i forslaget til ny transportforordning: 


  • Der skal føres logbog for alle langvarige forsendelser og kortvarige forsendelser til tredjelande, herunder for nødvendige hvileperioder og fodringsintervaller. 
  • Mere detaljerede krav til uddannelse og kompetencebeviser for transportvirksomheder, chauffører og andre, der håndterer dyrene under transport. 
  • Krav til transportmidler i form af mere specifik højde og generelle pladskrav. 
  • Regler for transport af ikke-fravænnede dyr, herunder maksimale transporttider og krav til fodring og vand under transporten. 
  • Krav i forhold til vandcirkulation og iltning ved transport af akvatiske dyr. 
  • Krav til kontrolleret ventilation, der beskytter dyrene mod ekstrem varme og kulde. 
  • Et realtidssporingssystem skal implementeres for at overvåge dyretransporter og sikre, at reglerne overholdes gennem hele transportforløbet. 
  • Ved ankomst til hvilested og til endelig destination skal den dyreansvarlige sikre, at dyrene har været transporteret i henhold til forordningens regler og føre logbog over dyrenes tilstand.


Kommissionens udkast til ny transportforordning samt annex med bilag kan ses her


Indspil fra DDD


Ad hoc-gruppen for transport afgav på vegne af DDD i starten af året et høringssvar til den foreslåede forordning.


I forlængelse af høringssvaret samarbejder DDDs ad hoc-gruppe med Fødevarestyrelsen om at udregne mængden af dyrlægetimer, det vil kræve, hvis det indskrives i forordningen, at der skal være en dyrlæge til stede ved på- og aflæsning af dyr ved alle transporter over 50 km. Med mængden af transporter, der kører både i og ud af Danmark, står det klart, at det ikke er praktisk muligt. 


Overordnet er ad hoc-gruppen positiv overfor forslaget til den nye forordning, da den repræsenterer en længe ventet opdatering af eksisterende regler. Der er fokus på at forbedre dyrevelfærden og sikre en mere harmoniseret håndhævelse på tværs af EU. 


Efter afgivelse af høringssvar har processen omkring den nye transportforordning været sat på pause på grund af EU-parlamentsvalget. Det forventes, at processen genoptages under det nuværende formandskab. 


Ud over høringssvar har ad hoc-gruppen faciliteret et par artikler i DVT - en vedrørende vurdering af kvægs transportegnethed, og en med fokus på fjerkræ: Dyrevelfærd under transport: Når dyret har fjer og sidder i en kasse.


Den 10. september var ad hoc-gruppen arrangør af et webinar om betydningen af den nye transportforordning. Der er planer om et lignende webinar om transport af eksoter. 




Share by: